JEG KAN HUSKE ALTING

Det er lige før sengetid, og alt det, der er oplevet gennem hele dagen, presser sig på.

Vi er i et børneværelse, hvor godnathistorien er læst og det er tid til at sove. Fra sengekanten kigger vi ud på verden. Ud af vinduet. På månen og himlen fyldt med stjerner. Det er umuligt at falde i søvn. Hele huset er fyldt med lyde, og hovedet er fyldt med tanker. Tanker om dagen, der er gået. Og det er lige her, magien begynder. Vi får lov at kigge ind og kigge med på alt det, der er sket i løbet af dagen – ja, faktisk får vi lov at opleve dagen igen …

Forestillingen er for de 2-5 årige børn og deres voksne.

Jeg kan huske alting” var  nomineret til  Årets Reumert i kategorien Årets  Børne- / Ungdomsforestilling i 2016.

Publikum siger
“en følelsesmæssig og billedlig fortælling om at være et trygt barn med al den genkendelighed i hverdagssting og udgangspunkt i børns univers, der appellerer til tilskuernes egen verden og erfaring.

Finurligheden i de medbragte artefakter er med til at understøtte fortællingen, der har den langsomhed og timing, der skal til, for at tilskuerne forbliver på stolekanten i venten og spænding på, hvad det næste er, på trods af den logiske opbygning og det genkendelige univers. Lige præcist det er en mangelvare i dagens børnekultur der ofte er hurtig og i for store mængder så der ikke er plads til børnenes egen tankevirksomhed og ”fordøjelse” undervejs.”   – Med venlig hilsen en glad pædagog og mormor 
“Tak for en helt enestående oplevelse i dag. Som du sikkert selv lagde mærke til var både min søn og jeg fuldstændig fortabt i det skønne underfundige univers. Så nærværende og varmt. Vi havde virkelig været i en anden dimension da vi gik ud mod tog og metroen hjem. Vi huskede alting…igen på vejen tilbage.”

“Tak for den sanselige, smukke, varme, betagende oplevelse du gav børnene og os voksne i dag. Jeg var dybt til stede i det rum fra første færd, ligesom en af de små der sad på første række. Det er en sjælden kvalitet du ejer, og det er ikke så ofte man oplever den, i særdeleshed i teater for børn. Sådan skal ægte børneteater være.”
Anmelderne skrev
“Som voksen kan man næsten huske, hvordan det er at være tre år igen, og børnene genkender hverdagens logik, hvor grænsen mellem fantasi og virkelighed flyder ud.” – Børn i byen

“En helt igennem vedkommende og charmerende forestilling, der rammer præcist og poetisk.”
– Teater1

FAKTA

GÆSTESPIL fra Teater My

TID
11. februar 2020 kl. 10.00 og kl. 11.30

STED
Carte Blanche
Ammunitionsvej 6, 8800 Viborg

MEDVIRKENDE
Mette Rosleff, Sigurd Dissing

INSTRUKTØR
Giacomo Ravicchio

FORFATTERE
Mette Rosleff, Giacomo Ravicchio

SCENOGRAF
Giacomo Ravicchio

KOMPONIST
Martin Vognsen

REKVISIT- OG DUKKEMAGER
Sigurd Dissing

VÆRKSTEDSMEDARBEJDERE
Steen Molls, Trine Holtoug

ALDERSGRUPPE
Voksne og børn fra 2 år

VARIGHED
Ca. 40 minutter

PRIS
Voksen – 110 kr.
Børne- og unge u/25 – 60 kr.
Studerende o/25 – 60 kr.
Seniorer o/65 – 60 kr.