HER HVOR VI MØDES
Har du nogensinde tænkt over hvordan Viborg blev til? Viborg er et mødested. Det har det været langt tilbage i historien. For over 1000 år siden mødtes stormænd netop her for at blive enige om, hvordan vi skulle leve sammen.
Det var på bakken over søerne, lige der hvor Jyllands to store færdselsårer fra nord til syd og fra øst til vest mødtes, at vi for over 1000 år siden placerede både tinget og helligstedet. Det var her gode mænd samledes flere gange om året og blev enige om, hvordan vi skulle leve sammen, hvilke regler vi skulle leve efter og hvad konsekvenserne skulle være, hvis vi ikke overholdt reglerne. Det var her vi mødtes og i fællesskab sørgede for at holde os gode venner med guderne, gav dem det bedste vi havde og viste dem tillid. Det var her vi sammen byggede vores samfund op omkring ret, pligt og god etik og moral.
Til juni under Snapsting, præsenterer Carte Blanche og Viborg Museum en sanselig udstilling, som handler om det mødested, som var her, før der var en by. Vi dykker ned i vikingetiden og tager dig med på en rejse til det hellige sted på bakken – Wibergh.
En iscenesættelse af museumsudstillingen
Samarbejdet mellem Viborg Museum og Carte Blanche er blevet til med støtte fra Region Midtjyllands Kulturudviklingsmidler og er en del af projektet ”Gentænkning af museet”, hvor de kulturhistoriske museer i Viborg og i Holstebro udfordres på deres metode og tradition af det lokale teater – henholdsvis Carte Blanche og Odin Teatret – Nordisk Teaterlaboratorium.
Sammen ønsker de to teatre og to museer at afprøve mødet og grænselandet imellem de meget forskellige kulturhistorier: kan teatrene involvere sig i museumsrummet, kan museerne aflevere sin kulturhistorie til teatrene og dermed forære dem nye dimensioner til arbejdet? Kan teatrenes scenografer give udstillingsdesignerne ny inspiration, eller er det inspektører og instruktører, som skal lave et tæt samarbejde om at skrive dramaturgien til udstillingerne/forestillingerne?
UDSTILLINGEN ER SKABT AF
Iscenesættelse: Sarah John
Museumsinspektør: Rikke Johansen Smidt
Dramatiker: Amalie Olesen
Teknikere: Karsten Nisbeth og Søren Vindvad
Faglige sparringspartnere: Sara Topsøe-Jensen, Brian Wiborg, Jesper Hjermind, Kamilla Fiedler Terkildsen
TID
16. – 23. juni 2018 kl. 10 – 18
STED
Nyt Viborg Museum
Gråbrødre Kirke Stræde 3, Viborg
ALDERSGRUPPE
Fra 6 år
PRIS
Gratis
Grupper på mere end 10 personer bedes booke tid på rij@viborg.dk
FORESTILLINGEN ER STØTTET AF
