ARKIVET
Pop-up kulturhusets historie – installation og interaktivt museum
ARKIVET inviterer dig til at gå på opdagelse i projektet KUNSTEN AT LYTTE, som pop-up kulturhuset er kulminationen af. Her kan du møde og udfordre de tanker og ideer, der har været med til at skabe kulturhuset. Du kan for eksempel dykke ned i spørgsmålsarkivet – en samling af livets små og store spørgsmål stillet af projektdeltagere og publikum over de sidste to år. Her kan du bidrage med dine egne tanker, ideer og spørgsmål. ARKIVET er en levende installation, der udvikler sig under hele kulturhusets levetid både via mødet med dig og mødet med de kunstnere, der arbejder i huset.
ARKIVET iscenesættes af den franske scenograf og performer Jean-Marie Oriot. Hertil skaber den lokale billedkunstner og illustrator Jimi Holstebro en kæmpe illustration af hele projektets fortælling.
Forestillingen er en del af POP-UP KULTURHUS, som er Carte Blanches bidrag til Aarhus og Region Midts status som Europæisk Kulturhovedstad 2017.
Jean-Marie Oriot skaber rum, der vækker vores nysgerrighed, og giver os lyst til at fordybe os og reflektere over, hvad kultur egentligt er, og hvordan den er skabt. Hos Carte Blanche har Jean Marie været performer i flere forestillinger. Han var bl.a. initiativtager til Carte Blanches store internationale co-produktion ”Between Us” med 40 unge spillere.
KUNSTEN AT LYTTE har haft over 750 aktive projektdeltagere. Hele projektet, dets mange forgreninger og deltagere er dokumenteret visuelt via en interaktiv graf – her kan man dykke ned i enkeltprojekter, undersøge deltageres baggrunde eller følge en enkelt deltagers vej gennem projektet. Leg med grafen nedenfor.

ISCENESAT AF
Jean-Marie Orio
ILLUSTRERET AF
Jimi Holstebro
STED
Det gamle rådhus, Stænderpladsen 2, Viborg
TIDSPUNKT
16. – 25. juni 2017
PRIS
I hele sæson 2016/17 betaler man efter konceptet “Betal, hvad du vil”. Det betyder, at det er op til dig at beslutte, hvad, du synes, din oplevelse var værd og betale derefter.
FORESTILLINGEN ER STØTTET AF





