ANDROKLES OG LØVEN

Androkles er slave solgt til en romersk købmand. Da han bliver beskyldt for tyveri, må han flygte ud i ørkenens brændende sol for at undgå at blive kastet for løverne. Pludselig, midt i den bælgmørke nat, lyder et brøl så højt, at Androkles hjerte fryser til is.

Historien om ANDROKLES OG LØVEN stammer helt tilbage fra det første århundrede e.kr. Den er blevet fortalt og fortolket utallige gange siden, og det er der ifølge de to teaterledere en god grund til. Kunstnerisk leder og skuespiller fra Teatret Gruppe 38, Bodil Alling fortæller:

”Jeg elsker denne klassiske myte, fordi den er så enkel – en grundhistorie, hvorfra andre historier kan tage afsæt – og fordi den levner plads til teatrets særlige virkemidler, så vi kan boltre os i billeder og lyde og andre forførelser. Samtidigt er den i sin enkelhed uhyre væsentlig, fordi vi opdager det ægte menneske. Og det gør os så godt.”

Teaterlederne Sara Topsøe-Jensen og Bodil Alling har begge fået læst denne myte op som børn og husker den som noget ganske særligt.

To klassiske fortællinger som opleves i hængekøjer
ANDROKLES OG LØVEN er den anden forestilling, Teatret Gruppe 38 og Carte Blanche præsenterer i denne skønne ramme: Publikum ligger under en strålende himmel og hører og ser og mærker de gamle, mytiske eventyr. Så vidunderligt farligt og frydeligt.

Den første fortælling EN SAND RØVERHISTORIE blev skabt i 2012 og bygger på Selma Lägerlöfs fantastiske fortælling om julerosen.

Anmelderne skrev om ANDROKLES OG LØVEN
“En smuk historie er det. Og smukt fortalt af Bodil Alling – ingen i dansk børneteater ejer så mild, så myndig, så eventyrlig en stemme som hende…n halv times fortættet eventyrfortælling i rolige, totalkontrollerede omgivelser, hvor alt – musik, billeder, lyde – er afstemt efter historien.”
– Henrik Lyding, Teateravisen

“Det er ikke alene rummet og Bodil Allings usvigelige autoritet og nærvær som fortæller, der bærer denne forestilling, men også en meget gennemarbejdet komposition af lydeffekter, projicerede illustrationer, betoninger og fysisk partitur. Foruden, måske allermest væsentligt, selve kontakten med publikum.”
– Thomas Rosendal, Peripeti