banner-besk 70

BESKÆRING

Carte Blanche og CoreAct præsenterer BESKÆRING. En poetisk dokumentar om, hvordan vi forholder os til demens og det at blive ældre.

I BESKÆRING bevæger vi os gennem en billedhave, et overdådigt billedunivers af træer, buske og blomster.  Udvalgt blandt 5.000 lysbilleder taget af overstadsgartner Willy F. Hansen igennem 70 år. Vi stopper op, zoomer ind og fordyber os.

De mange lysbilleder flettes sammen med performernes minder fra plejehjemsbesøg. Med projektet ”Det Rullende Rum” har CoreAct besøgt 14 plejecentre. Hvert sted har de trillet en hjemlig stue på hjul ind på plejecentret og inviteret beboerne indenfor til kaffe og en snak om fortiden. I forestillingen dykker vi ned i minderne om mødet med de mange gamle og deres forunderlige verden af krogede og til tider opbrudte fortællinger.

Hvordan forholder vi os til at blive ældre?
Med disse livsglimt og det farverige billedunivers undersøger forestillingen demenssygdommens opløste virkelighed. Et sted hvor tid og rum ophæves… Både et fantastisk sted, hvor man har levet flere liv samtidigt, men også et uhyggeligt sted, hvor man hverken kan finde sig selv eller finde ud.

Forestillingen stiller spørgsmålstegn  ved, hvordan vi forholder os til de forandringer, som følger med det at blive gammel. Hvordan griber vi det an, når vi står på sidelinjen og ser, at vores bedsteforældre, forældre, livspartnere eller venner pludselig begynder at forandre sig, at minder og realiteter forvrides eller helt opløses? Følger vi med dem ind i denne nye verden, eller står vi frustrerede og irriterede udenfor og insisterer på det, vi kalder virkeligheden?

FAKTA OM FORESTILLINGEN

SPILLEDATOER

19.-20. sep., Svendborg,  Baggård Teatret

22. sep., Vordingborg Teater

23. sep., Odense, Momentum

4. dec., Værløse, Galaksen

5. dec., Aarhus – Katapult

12 dec., Næstved Teater

SKABT AF
CoreAct og Carte Blanche

INSTRUKTØR
Sara Topsøe-Jensen

MEDVIRKENDE
Anika Barkan og Helene Kvint

TEKNIK
Karsten Nisbeth

AFVIKLER
Troels Lindebjerg

LYDDESIGN
Astrid Randrup

KOSTUMEDESIGN
Beth Justesen

MUSIK AF
Nikolaj Hess, Thomas Koppel, Ryuchi Sakamoto, Arvo Pärt m.fl.

ALDERSGRUPPE FRA
14 år

KØB AF FORESTILLINGEN
6.-10. marts er det muligt for organisationer i Viborg og omegn, at købe BESKÆRING til for eksempel personalearrangementer. Forestillingen vil blive spillet på Carte Blanche, så man skal ikke kunne stille en sal til rådighed. Kontakt Carte Blanche på tlf. 80603680 eller e-mail pr@cblanche.dk.

Al øvrig salg af BESKÆRING foregår gemnem CoreAct på tlf. 22539546/2980100 eller e-mail info@coreact.dk.

BESKÆRING er refusionsgodkendt